Velkommen

Limfjorden er således beskaffen, at indsejlingen er kun et ganske smalt ågab, 
men når man kommer længere ind i fjorden, er den som et stort hav.

(Snorre: Harald Hårdrådes Saga)

Ordene passer stadigvæk, og det gør de sikkert også om tusind år. Hvis I ikke har tid til at vente så længe, så kom selv.
Langs de mange hundrede kilometer af Limfjordens bredder ligger mange små landsbyer og samfund, et af dem er Staun - mellem Nibe og Løgstør.

Staun ligger midt i skellet mellem den å-lignende Limfjord og de store bredninger, der får den til at minde om det hav, den smelter sammen med ude ved Harboøre.

Det er en ældgammel landsby bestående af gårde, huse og et fiskerleje. Den er ganske lille, men har spillet en rolle da “kampen om sjælene” fandt sted for knap 100 år siden, og Indre-mission agiterede ivrigt (se f.eks. Hans Kirks “Fiskerne”, roman og TV-dramatisering). I modsætning til flere nabolandsbyer bed Staun fra sig og forblev sig selv og sin egen. Litterært har Staun fået sat sig nogle mindesmærker. “Mærkedage” samt “Hjertet slår og slår” (romaner af Jens Smærup Sørensen) er de seneste.

Limfjorden har ufatteligt meget at byde på. Og egnen har mere endda; der er hav, hede, storskov og storbyer inden for rimelig nå-afstand fra Staun. Naturelskere kan finde næsten alt, med undtagelse af lokaliteter egnede for bjergbestigning ... og dog, selv et "bjerg" er der også. Nemlig ved vikingebopladsen ud for Sebber. Der kan fiskes i fjorden, i fiskesøer og i flere af de himmerlandske åer. Botanikere og fuglekikkere kan også få tiden til at gå. Og jægere kunne få lyst til at blive krybskytter. 

Kulturforbrugere skal heller ikke føle sig hjemløse. Der er kunstmuseer (Års og Aalborg f.eks.), musikhus, teater, biografer, biblioteker, masser af smukke middelalder-landsbykirker fra de allermindste til de største, museer, spillesteder, golfbaner osv. Limfjordsegnen har også altid tiltrukket forskellige udøvende kunstnere - forfattere, billedkunstnere, kunsthåndværkere.......... I oplandet findes mange spændende gallerier, keramikværksteder, billedkunstnere, glasmagere og meget andet. Ca. en halv times kørsel fra Staun ligger Ålborg, som er en heldagstur værd! Og så er der naturligvis Nibe, Løgstør, Års, Fjerritslev........

Der er gode indkøbsmuligheder, også lige i umiddelbar nærhed og i mange af småbyerne, hvor der findes spændende butikskvarterer og afholdes markeder. Frisk fisk og skaldyr kan skaffes, både fra fjord og hav. Prøv en rundtur, og besøg de små øer, og nyd færgesejladserne.

Tag et kort frem, sæt en passer i Staun og træk en cirkel med en diameter svarende til en 30 - 40 km. Så har man det alt sammen.
Og alligevel ligger Staun så dejligt afsides og fjernt fra alting, for foden af de store morænebakker og med udsigt til fjorden. 

I udkanten af landsbyen ligger et gult hus, en gammel aftægtbolig, som vi kalder Ålejernet........... wælkommen te’!            

Det bakkede landskab omkring Limfjorden blev til efter sidste istid, og siden har vandets strømninger dannet strandenge, vejler og odder, som udgør optimale levesteder for mange slags fugle. I det hele taget findes der et rigt dyreliv langs fjorden - i skovene, de helt særlige klithede- arealer, på strandene. Der findes iøvrigt kilometervis af sandstrande langs fjorden, som er særdeles velegnede til en badetur for hele familien i det klare, rene vand.

Den lille herregård, Vår Gård i skoven umiddelbart vest for Staun har før reformationen været underlagt Vitskøl Kloster eller Spøttrup, (to historiske top-seværdigheder i rimelig køreafstand) og hele egnen har været forbundet med Hærvejen. Ude på De Himmerlandske Heder ved Lundby kan endnu ses rester af de gamle vejspor.

Der er nok at tage fat på!